En stilfærdig undren over flere ting

Carsten ovre på Modspil har kastet lidt med sten her i bededagsferien … og det har så afstedkommet en reaktion.

Lad mig blot stilfærdigt konstatere, at jeg såmænd også fra tid til anden har funderet over, at hadet til/modviljen mod Islam kan være så brændende/stor, at det kan fylde et helt liv – eller i hvert fald en hel fritid, efter den tilsyneladende forbrugte tid at dømme. Der er immervæk andre ting i denne verden, der kan være en trussel mod den levevis, vi værdsætter så højt.
Desuden mangler jeg, som Carsten, svar på det helt elementære spørgsmål, nemlig: Hvis Islam som sådan er problemet, hvad er løsningen så?

For så vidt angår et par andre ting, så har jeg aldrig stemt til venstre for SF … Men det har været til kommunalvalg, og enhver der bor bare en anelse til venstre for Valby Bakke ved, at i de tilfælde spiller personspørgsmål ofte en forbavsende stor rolle, partipolitik en tilsvarende forbavsende lille rolle, så derfor.

Og mens man så funderer over det, så føler jeg mig landspolitisk p.t. lidt hjemløs. De gode gamle konservative (Christian Rovsing har gennem tiderne fået mere end én af mine stemmer til EP-valg) og de gode gamle liberale Venstrepolitikere med hjertet på rette sted, er ved at være en mangelvare – havde jeg muligheden i dag, så er jeg ikke sikker på, at Bertel ville vinde min gunst, som han gjorde dengang, jeg kunne stemme på ham; hvilket er ved at være flere end 20 år siden.

Så hvor går man hen? Lene Espersen, der står på stemmesedlen heroppe, hvor jeg bor, får i hvert fald ikke genvalg fra mig – og hvem er der så tilbage?

Hvor er de borgerlige politikere, der både har Gud, Konge og Fædreland med i bagagen, om man så må sige, og som samtidig har tilstrækkelig personlig integritet til at insistere på nogle (tilsyneladende) gammeldags og håbløst forældede fænomener som hæderlighed, menneskelig medfølelse og de borgerlige frihedsidealer?

Hvor er, med andre ord, de danske “compassionate Conservatives” – hvis jeg må tilllade mig at udstrække betydningen af “Conservatives” til “borgerlige”?

Når jeg ser mig omkring, så kan jeg i det store og hele kun finde én, og der er ikke nogen findeløn for at gætte, hvem det er; Birthe Rønn Hornbech. Hvilket er både trist, sørgeligt og en hel masse andet.

For det er i sandhed mærkelige tider, vi lever i, når det pludselig er den venstrefløj, der stadig for 20 år siden benhårdt forsvarede diktaturene i Østblokken, man skal gå til, når man skal finde folk, der vil forsvare det enkelte individ mod staten på områder, hvor det ellers “altid” har været de borgerlige, der har stået som garanter for den slags; det er jo for helvede de borgerlige, der har snakket om at begrænse statens magt over det enkeltes liv og alt det dér, mens venstrefløjen har ville mere stat.

Hvilket bringer mig videre til det med den amerikanske blogosfære, som Carsten nævner – den seneste tid har jeg ganske rigtigt kigget over dammen ganske meget, og det skyldes helt konkret 2 ting:

• Iran – hvad der end sker dér, så er det USA, der sidder med nøglen. EUs Trojka kan forhandle alt det, den vil; så længe den ikke har et mandat fra USA med i forhandlingerne, så ved iranerne, at det er spildt tid. Der er ganske enkelt ingen grund til, at Iran skulle forhandle noget som helst på plads med Trojkaen, så længe USA ikke er med inde over. Og spørgsmålet om Iran er meget, meget alvorligt – ender det med en væbnet konflikt mellem USA og Iran, så sidder vi alle sammen i lort til op over halsen. Hvor meget lort afhænger af scenariet, men selv et best case scenario er ikke noget, jeg har lyst til at høre om i nyhederne. (Og jeg vil da godt lige indskyde, at efter alt at dømme så haster det ikke mere end det jager med at finde en løsning – Iran er stadig ganske mange år fra at have nok (om noget overhovedet) højt beriget uran/plutonium til at fremstille en bombe, og desuden har vi hidtil levet meget godt med det blandt andet pakistanske atomarsenal, selv om man med al mulighed rimelighed kan argumentere for, at de pakistanske bomber er en hårsbredde fra at være i hænderne på en flok bindegale islamister – desuden er der den der lille detalje med, at en hvis AQ Khan stod i spidsen for at sælge den pakistanske atomteknologi til uønskede modtagere, fx Libyen.)
• De borgerlige frihedsrettigheder – George W. Bush har længe argumenteret for, at han som øverstkommanderende for USAs væbnede styrker (qua han er præsident) kan tillade sig at tilsidesætte den lovgivende magts intentioner, så længe han bare på en eller anden perifer måde kan undskylde det med, at han gør det som et led i Krigen mod Terror (TM). Det er i sandhed uhyggeligt, og selv om man skal vægte sine ord på en guldvægt, når man siger den slags, så er der i mine øjne reelt tale om et militærkup. Så kan det meget vel være, at de faktiske krænkelser af de borgerlige frihedsrettigheder for den enkelte i USA bosiddende statsborger ikke er voldsomme, men stadigvæk: Dubya forbeholder sig retten til at forsvinde selv amerikanske statsborgere, bare han gør det i Krigen mod Terrors (TM) hellige navn, og hvor meget værre kan det egentlig blive? Arrestation og fængsling anonymt, tilbageholdelse på ubestemt tid, ingen adgang til hverken en forsvarer eller domstol. Det er en total afvisning af begrebet “Habeas Corpus”, der ellers har været en nagelfast del af den anglo-amerikanske retstradition siden engang tilbage omkring år 1200 og King Johns engelske Magna Carta. Når jeg synes, at det er interessant herhjemme skyldes det dels, at USA er vores hovedallierede, dels at det for så vidt kan være dig eller mig, der pludselig befinder sig i et juridisk No Mans Land, dels at jeg kan frygte en eller anden form for “trickle down” effekt – at en dansk politiker eller to en dag i ramme alvor foreslår noget lignende herhjemme.

Og lad det så være undren nok for en stilfærdig søndag i Maj …

This entry was posted on Monday, May 15th, 2006 at 12:14 am and is filed under Uncategorized. You can follow any responses to this entry through the RSS 2.0 feed. Both comments and pings are currently closed.