Gone fishing
Carsten på Modspil skriver, at Lene Espersen snakker lidt udenom:
Som omtalt i går har en del mennesker gjort opmærksom på, at regeringens forslag til ny “terrorpakke” reelt vil betyde, at myndighedernes tavshedspligt afskaffes. Senest har Lægeforeningen kaldt pakken en bombe under tavshedspligten, eftersom de mener, at “hvis forslaget kommer til at omfatte offentlige sygehuse, vil PET få frit slag til at gå på fisketur i sygehusenes journaler og vil dermed uundgåeligt komme til at krænke en masse menneskers krav på diskretion om deres personlige forhold“.
I dag forsøger justitsministeren så at krybe uden om kritikken ved at påstå, at det er noget sludder, at PET skulle kunne “trække vod” i sygehusenes journaler.
Og det er rigtigt: Det vil de ikke kunne.
Men det er der heller ikke nogen, der har påstået.
Det er slemt nok i sig selv, men min småparanoide indgang til den slags tilsiger mig, at det såmænd er værre endnu – nemlig at PET i praksis vil kunne trække vod.
Ifølge terrorpakken vil PET, som jeg læser den, kunne rekvirere stort set hvad fanden de vil fra alle offentlige myndigheder – uden dommerkendelse og uden nogen form for rimelighedsvurdering hos den myndighed, de rekvirerer oplysninger hos: Pågældende myndighed skal i den evige terrorbekæmpelses navn bare klappe hælene sammen, sige “jawohl” og udlevere det ønskede.
Så hvad, helt præcist, forhindrer PET i at trække vod?
I det store og hele alene det faktum, at loven snakker om at indhente oplysninger i forbindelse med en terrorefterforskning.
Jowjow, men af indlysende og absolut rimelige årsager er PET undtaget fra det meste af “Lov om offentlighed i forvaltningen”, så der er ingen, absolut ingen, udenfor PET, der kan vurdere, om de personer, PET efterspørger oplysninger på, rent faktisk er genstand for sådan en efterforskning – rent bortset fra, at det jo står i loven, at den slags er der ingen udenfor PETs rækker, der skal bekymre sig om; man skal bare parere ordre.
… og så er vi ligesom tilbage til dér, hvor vi begyndte.
Så kan det godt være, at PET siger, at alle den slags rekvisitioner skal omkring PETs chef, men i længden tror jeg ikke på, at det kommer til at holde: Som ren standardprocedure vil man begynde at rekvirere alting om alle, man efterforsker, og inden længe vil chefen begynde at neddelegere ansvaret for at træffe beslutningen om rekvisition eller ej, slet og ret for at undgå at drukne i den slags sager, og så har vi balladen.
Tilbage har vi at sætte vores lid til 2 ting:
- Whistleblowers.
- Muligheden for at indskrive i lovteksten, at PET hvert kvartal/halve år/år skal offentligøre en statistik over, hvor mange af den slags rekvisitioner, de har gjort brug af. Det vil i det mindste lægge en vis dæmper på lysten til at hive personlige og dybt fortrolige oplysninger om dig og mig hjem ved enhver given lejlighed – og give oppositionen en mulighed for at sætte undersøgelser i gang, hvis antaller eksploderer.
Og jo, det kan da godt være, at jeg er mere paranoid end godt er, men når man nu ved, hvad Bush har sat NSA til at rende rundt og lave, så kan man kun konstatere, at jo mindre offentlig og parlamentarisk kontrol med de hemmelige tjenester, der er, des større er fristelsen til at misbruge dem (surprise!) hos den til enhver tid siddende regering.
