Borgerlig fremdrift?
Jeg skrev selv følgende for en god måneds tid siden:
[...]
Så kom nu ind i kampen og kom videre. Vi kan ikke blive hængende i dét skænderi de næste mange år, indtil alle de gamle mænd er døde – for lige nu er borgerligheden for mig at se ved at blive kidnappet af en flok højtråbende nationalkonservative/islamkritikere, hvis råben selv langt ind i Venstre, der ellers skulle forestille at være et liberalt parti, har fjernet ethvert tilløb til ægte liberal politik her til lands.
Er en evig “Krig mod Terror†og had til, og frygt for, muslimer virkelig det eneste, det borgerlige Danmark har at byde på lige nu? Det nægter jeg at tro på, men jeg savner et bud fra nogen, der råber højt nok til, at man kan høre det.
Nu skriver Jacob Mchangama så følgende ovre hos Punditokraterne:
Denne Punditokrat bliver – i lighed med en af mine medpunditokrater - ofte deprimeret over, i hvor høj grad borgerlig-liberal retorik er præget af negativitet, pessimisme, fordømmelse og til tider også af selvretfærdighed og skråsikkerhed. Der er eksempelvis intet mere uinspirerende og sterilt end den borgerlige dyrkelse af offerrolle i forhold til og skyttegravskrig med “kulturradikalismen†(i Danmark) eller “New York Times læsende liberals†(i USA).
Skal borgerlig-liberale vinde opbakning til borgerlig-liberale ideer, nytter det ikke at beklage sig over, hvor dumme, selvhadende eller totalitære ens ideologiske modstandere er. Det betyder naturligvis ikke at kritik og polemik skal bandlyses, men når polemikken bliver det bærende element træder egne selvstændige argumenter, som oftest i baggrunden og debatten bliver forudsigelig, uinteressant og uinspirerende. Resultatet af overvejende fokus på det negative er blot – tror jeg – at man prædiker for de allerede omvendte, støder tvivlerne fra sig og gør modstanderne endnu mere indædte.
Det lugter da noget af fugl, men lur mig, om ikke den tråd ender begravet i den dybeste stilhed.
Med den tilføjelse, at – med Mchangamas ord - den borgerlige dyrkelse af offerrolle i forhold til og skyttegravskrig med “kulturradikalismen†(i Danmark) eller “New York Times læsende liberals†(i USA) ikke alene er uinspirerende og steril, det er ydermere en gang baljepis.
Der er ingen borgerlige i dagens Danmark, der er undertrykte ofre for noget som helst andet end deres egen paranoia og evige trang til netop at dyrke offerrollen, vel sagtens fordi det som bekendt er lettere at mobilisere mod en fælles fjende, reel eller indbildt, end det er at samle fodslag om et fælles fremadrettet budskab i en “borgerlig lejr”, der reelt er lige så splittet på sin egen måde, som venstrefløjen var det i sin tid.
Og i den henseende må man konstatere, at det er godt, at vi har DR og Jørgen Dragsdahl.
Så igen, mere fremadrettethed, mindre bitterhed. Tak. Selv om jeg ikke holder vejret, mens jeg venter på, at det sker.
