Jojo, men hvad gør vi om et halvt år?
Det er alt sammen meget godt og meget fint, hvad Mr. Law skriver – det er sikkert også meget godt og meget fint, hvad Hitchens skriver her. Vældigt. Militær magt er cool; meget cool.
Problemet, det helt store problem, er bare, at Irak-krigen i kombination med krigen i Afghanistan med skrigende neonfarvet tydelig har udpenslet for alverden at se, at militær magt så sandelig også har sine begrænsninger. At den ikke altid er så cool endda.
Dels er der grænser for, hvilke problemer man rent faktisk kan løse med militær magt, og dels – mest kritisk – ligger grænsen for USAs militære formåen i fredstid (*) faktisk ikke så højt, som mange måske har gået rundt og troet.
Mr. Law skriver blandt andet:
Der er også omtale i medierne af det forhold, at de demokratiske reformer uden for Irak bliver rullet tilbage. Det er desværre sandt nok. Men lektien er vel så, at kun med trussel om militær magt kan vi få de lokale despoter til at lette på trykket. Så snart de fornemmer, at vi ikke kan magte et opgør, fortsætter de med undertrykkelsen. Diplomati og dialog hjælper åbenbart ikke.
Der er bare ikke mere at gøre med, argumentet som sådan ukommenteret. Der er ikke mere militær at true med, medmindre nogen i Det Hvide Hus begynder at udskrive værnepligtige. Despoterne ved fandemig da, at vi ikke magter et opgør, det er ikke noget, de fornemmer. Og når de ved, at vi ikke magter opgøret, så er det ikke fordi, at de ved, at vi ikke har mave til det, eller fordi de ved, at den onde slemme venstrefløj vil stikke kniven i ryggen på det demokrati, der har næret den ved sit bryst. Nej, despoterne ved, at vi ikke magter et opgør, fordi vi ikke har mere militær at true med.
Lektien af det er vel så, at hvis man vil løse alle problemer militært, så må man betale prisen.
Man kan godt insistere på, at holde 150.000-175.000 mand i Irak indtil et eller andet endnu ikke (offentligt, i hvert fald) defineret og i øvrigt fuldstændig arbitrært kriterie om “sejr og deraf følgende tilbagetrækning” er mødt. Et eller andet antal Friedman Units ude i fremtiden.
Det kan man godt – det er bare med kursen sat mod den totale opløsning af USAs landstridsstyrker som vi kender dem i dag.
Grænsen for, hvad USAs hær og marinekorps kan magte, er meget meget tæt på at være nået, hvis den ikke allerede er overskredet, og virkeligheden svarer til, at man kun løber videre på viljen, langt over syregrænsen vel vidende, at lige om lidt sparker syren ind og tvinger én til at sætte tempoet ned ned ned, helt ned til skridtgang hvis ikke længere ned mens musklerne skriger på ilt; billedligt talt.
Alt andet usagt og ukommenteret, så skylder både Hitchens og Mr. Law at sige, hvad hulen vi gør når “The Surge” tørrer ud, og de soldater, der på det tidspunkt har befundet sig i Irak i i nogle tilfælde flere end 18 måneder, begynder at tage hjem.
Der er ikke flere folk at gøre med, så hvad gør vi? At planlægge med, at der sker et mirakel, er nok ikke nogen rigtig god idé; på den anden side så fristes man til at tro, at det er dét, som holdet i Det Hvide Hus rent faktisk har gjort.
Vi venter i hvert fald stadig på et svar.
(*) Jo, fredstid. Hæren og marinekorpset kæmper godt nok både her og der i stort tal, men nationen som sådan er ikke mobiliseret til noget, der bare minder om en krigsøkonomi. Så derfor fredstid.ÂÂ
