Ved profetens skæg!
Alle skal have lov til at sige, lige præcis hvad de vil herhjemme. Og tegne hvad de vil for den sags skyld. Inden for rammerne af dansk lovgivning, naturligvis (og skrot venligst racismeparagraffen, tak).
Det vil jeg gerne forsvare, det vil jeg om nødvendigt dø for at forsvare.
Men det er så ikke det samme som at sige, at man bare skal svine hinanden til fra en kant af, sådan bare fordi.
Hvis vi har intentioner om at starte den 3./4./5./whatever Verdenskrig, så håber jeg virkelig, at der er en dybere mening med det, udover at nogle ungdomspolitikere de være sig fra DFU eller RU, har kigget for dybt i flasken og i øvrigt var bange for mørke og derfor begyndte at tegne profeter i stedet for at tage med på det planlagte natløb.
Medmindre man selvfølgelig mener, at opgøret er uundgåeligt, at vi lige så godt kan tage den endelige konfrontation først som sidst, og derfor nok hellere må omdanne Mellemøsten til et post-termonukleart helvede først som sidst.
Og så er jeg, på en eller anden meget håndgribelig måde, ikke helt uenig med en kommentator et eller andet sted, jeg tror det var hos Kimpolina, der mente, at vi bare skulle komme i gang med at sprøjte profet-tegninger ud en masse: Efterhånden som tegningerne hober sig op, så vil de “rasende muslimer” (læs: tvangsudskrevne masser/manipulerede stakler) til sidst blive snotforvirrede og i øvrigt nå til den meget rimelige konklusion, at både verden og Islam består, selvom nogen tegner profeten. For lige så vel som vi skal lære at leve med konsekvenserne af al denne “interdependency”, så skal de altså også.
Men gør vi det, tegner vi profeter i tusindvis, så skal det være fordi vi virkelig vil det, og er klar til at møde konsekvenserne ansigt til ansigt – ikke bare fordi det kunne være lidt kewl og fordi vi i øvrigt ikke har andet at tage os til, mens vi venter på, at promillen når derned, hvor vi kan køre til bageren efter morgenbrød.
