Poul Pilgaard Johnsen afsætter en hel forside på Weekend Avisen til at skrive, at vindmøller er grimme, at de dermed skæmmer landskabet og at vi ved at opføre vindmøller ødelægger Danmark for al eftertid.

Okay, fair nok.

Men:

• Fx Studstrupværket er satemig også grimt, og voldsomt dominerende i landskabet viden om. Man kunne gå så vidt som til at sige, at store dele af Århus Bugten inklusive den historiske Kalø Vig er blevet ødelagt af dette elværk.
• Det er væsentligt lettere at fjerne én, to eller femten vindmøller, end det er at fjerne Studstrupværket, fra landkortet. Af den simple grund, at fjerner man værket i Studstrup, så tager man en kapacitet på 700 MW ud af drift – fjerner man nogle vindmøller, så tager skal man op på (efter dagens standard) et 200-250 vindmøller, før man har taget så stor en kapacitet ud af drift.

Hvorom alting er: Det korte af det lange er, at vi skal bruge noget energi for at opretholde vores levestandard. Den kan vi producere på kulfyrede elværker, affaldsfyrede forbrændingsanlæg, gasfyrede kraftvarmeværker, atomkraftværker eller fra vindmøller. Ingen er voldsomt begejstrede for at være nabo til nogen af den slags energifabrikker, hvad jeg godt kan forstå, for så vidt.  Men nogen skal ende med aben, og i den forbindelse vil jeg mene, at vindmøller trods alt ikke er det største onde at ende med.

Vi kan da godt sige, at vindmøller er noget, fanden har skabt og at sådan nogle skal vi ikke have flere af, tværtimod. Men hvad, PPJ, er så alternativet?  Men hvad, kære borgerlige, er så alternativet? Hvor skal vi så få vores strøm fra – hvem skal være nabo til det næste monster-store kulfyrede 2 TW værk? Eller hvem skal være nabo til Danmarks første atomkraftværk?

Fra min egen lille andedam kan da siges, at da Elsam i sin tid satte 4 store forsøgshavmøller (i størrelsen 2,5-3 MW) op ved Frederikshavn, da ville protesterne ingen ende tage.

• Der ville være skyggevirkningerne fra møllebladene, der ville gøre folk sindssyge … store dele af Frederikshavn ville angiveligt blive henlagt i et roterende skyggehelvede, der ville drive folk til vanvid.
• De røde antikollisionsblink i toppen af tårnene ville drive folk til vanvid … altid af få blæst sådan et rødt lys ind i stuen ville gøre deres liv til et blinkede diskohelvede (og ikke et ord om, at folk, der bor i nærheden af den nye Lillebæltsbro og Storebæltsbroen, tilsyneladende kan overleve den slags røde blink).
• Møllernes højde ville fuldstændig smadre byens profil både fra land og fra vandet til skade for byen for al evighed.

(Det er, oprigtigt talt, en ret loyal gengivelse af pointerne fra diverse kritiske læserbrevsskribenter i den lokale presse.)

I dag er der ikke en kæft, der lægger mærke til de møller. De blev meget hurtigt en del af byens profil og skyline, og alle de psykotiske møllevrag, der blev spået, er aldrig blevet til noget. De har i hvert fald aldrig henvendt sig til nogen, der kan bringe deres historie videre, så mon ikke de bare ikke findes?

Jeg siger ikke, at vindmøller ikke ændrer et landskab, men det gør allehånde andre elektricitetsfabrikker også – og det skriver PPJ altså bemærkelsesværdigt næsten ikke et ord om.

For lur mig, om ikke der i sin tid kunne have være skrevet en forsideartikel om, at Studstrupværket var tudegrimt og påførte de omkringboende en urimelig stor ulempe i forhold til, at værket producerer el til hele Storårhus-området – fyldt med forargede borgere og aktionsgruppe-repræsentanter? Ja kan hænde, at den faktisk blev skrevet fx i Aarhus Stiftstidende, men at politikerne var skide ligeglade og byggede værket alligevel?

Oooh, le hot topic du jour her i sommer”varmen”.

Jeg ved sq ikke, den ene mands terrorist er som bekendt den anden mands frihedskæmper, og givet at situationen i Irak er så mudret, at det gør helt ondt – det er alles kamp mod alle inklusive double crossing i alverdens alliancer – så er det vel dybest set ikke særlig kontroversielt, det den kære Asmaa har sagt.

Men … som givetvis kommende dansk MF’er, så kunne man da godt ønske sig, at hun ikke rendte rundt og mente den slags ting. Omvendt har vi jo ytringsfrihed her til lands, og det var jo det, som Muhammed-krisen handlede om, ikk’?

Hvorom alting er, så mener jeg dybest set, at der er en konklusion på sagen, Asmaas banaliteter ukommenteret, al den stund jeg mener, de altså er banaliteter og ikke værd at spille tid på:

Det er da pragtfuldt, at højrefløjen i dansk politik pludselig begynder at interessere sig glødende for Irak-krigen. At der så skal findes en sag, hvor det hele kan frames i et klassisk venstrefløjs-bashing-koncept for at man kan hidse sig op til at mene noget om Irak-krigen, det er knap så pragtfuldt.

For om ganske få dage er de sidste danske soldater fra Irak-bataljonen hjemme (afløst af nogle håndfulde helikopter-folk … og lur mig i øvrigt, om ikke dén mission i løbet af ret kort tid vil vise sig at være nogenlunde lige så dyr i menneskeliv som hærens bataljons indsats). Tænk hvis man havde interesseret sig lige så glødende for missionen i den tid, den har tjent dernede … for slet ikke at snakke om perioden op til invasionen og Danmarks deltagelse i det hele taget.

Men nej, nu fik vi reduceret store dele af højrefløjens interesse for Irak-krigen til, at Enhedslisten er en flok psykotiske knaldhatte, der ikke kan betros nøglerne til fars bil, og er det da ikke utroligt, at de sidder i det danske Folketing?

Dermed blev også mediedækningen af Irak reduceret til pseudo-historien om Asmaa og hendes mere eller mindre langt ude holdninger.

Dén reaktion var lige så forudsigelig som at solen står op hver morgen, så hvis Asmaa virkelig var så begavet og intelligent, som nogle gerne vil gøre hende til, så havde hun – for at støtte sin sag – holdt sig langt væk fra den slags udtalelser.

Det kan man som bekendt ikke gøre med tilbagevirkende kraft, og det skal der nok være en her eller der, der fortryder; også i denne sag.

Kudos i øvrigt til Berlingske og Weekendavisen for deres bidrag til at riste inskriptionen på mindestenen over den danske indsats i Irak – at runerne så nok ikke afspejler det, som den venstrefløjsbashende højrefløj gerne så skrevet, er en anden sag. Derfor dobbelt tragisk, at en knaldhat fra Enhedslisten skal komme på tværs af en nødvendig borgerlig selvransagelse i denne anledning.

Tour’en.

Og så tangerer det her det ufattelige i al sin tragikomiske idioti, sagt af formanden for Dansk Cykel Union:

[...]

»Jeg håber inderligt, at det danske cykelpublikum kan distancere sig fra denne situation og ikke forbinde den med det flotte etapeløb, Post Danmark Rundt, vi skal gennemføre i næste uge«.

[...]

Politiken.

For man kan da virkelig ikke forestille sig, at der er flere cykelryttere, end de allerede afslørede, der fortsat gør brug af doping, nej du godeste nej. For de siger alle sammen, at det kunne de aldrig, aldrig finde på – Ama’r og halshug!

Stop hykleriet eller stop cykelsporten (og vel stort set al anden professionel sport med, for den sags skyld).

Jeg ved ikke, hvem der har mindst troværdighed – USAs justitsminister Alberto Gonzales eller professionel cykelsport?

Ordet farce ligger lige for i begge tilfælde. I tilfældet Gonzo er det dog nok snarere en tragedie.

Til en afveksling ikke noget cykelhykleri, bare godt gedigent krigshykleri:

Krig er godt – men ikke liiiiige for mig. Jeg har nemlig ondt i storetåen; eller noget.

Perlen er afgjort (ved 3.11):

[...]

A: I’m much more career oriented, I guess, than to acutally serve.

Q: So you’re kind’a like af Cheney republican, like you have better things to do?

A: I don’t think it’s for me.

[...]

Smukt.

Vinokourov har snydt på vægten og åbenbart tilføjet lidt flere røde blodlegemer til sit indre, end naturligt – og muligvis godt – er.

Nej! hvor er jeg overrasket.  For Vinokourov har jo på ingen måde en lettere belastet fortid, vel?

Ikke desto mindre, Quelle scandale!

Hvornår stopper det, hykleriet?

Så skal vi igennem den obligatoriske gang hændervridende halløjsa, hvor alverdens mennesker begræder at han, Michael Rasmussen, ødelægger sportens ry.

Hvor alverdens aviser først bygger Rasmussen op som den store helt og frelser, for derefter at pille ham ned igen og sælge aviser på at sparke samme mand i skridtet, billedligt talt.

Stop nu al det elendige hykleri, legaliser doping og lad være med at lade som om, at professionel sport er en ædel kappestrid mellem ligemænd. Alternativt lad være med at dække sporten som sport, men som ren og uforfalsket BizzNizz.

Så kan vi bruge vores energi på at nyde cykelløbet og de fantastiske præstationer, der bliver ydet; uorganiske vækstfremmere eller ej. Alt under mottoet: Må den bedste læge vinde.

Det er jo ikke fordi, det er første gang, at nogen nævner ordene “doping”, “cykelsport” og “Tour de France” i samme sætning.

(Apropos det sidste link: The Horror! At også nummer 2 i klassementet tidligere har været sat i forbindelse med doping … hvem ville dog have troet det?)

Om drukrejser:

[...]

Stig Elling ærgrer sig over den dårlige omtale af Bulgarien i de danske medier.

»De fleste af de gæster, vi sender derned, er glade for at være der, men det er klart, at på nogle områder halter Bulgarien fortsat bagefter andre EU-lande, og der skal vi som rejsemyndigheder være med til at sikre, at der for eksempel kommer engelsktalende politibetjente,« siger han. Han understreger dog samtidig, at det ikke kun er rejsebranchens ansvar.

»Vi skal selvfølgelig vælge destinationer, der er forsvarlige, men de unge mennesker og deres forældre har også et vist ansvar, og det må vi ikke glemme.

Berlingske.

Nej, det må vi nemlig ikke glemme. Det er sådan set så let som at sige “nej, du må ikke tage på drukrejse til Bulgarien”. Længere er den ikke. Og hvis ungen brokker sig, så kan man inddrage passet – så er den fest ligesom forbi.

Og er barnet over 18, så giv den glade meddelelse: Fint, tag du bare afsted. Men husk at pak det hele, for når du kommer tilbage til Danmark, så bor du ikke længere her.

Det lyder enormt mopset og gammeltestamentligt, men børn på 17-18-19 år skal sq ikke tage på en uges koncentreret drukferie; det er der for den sags skyld ingen, der skal. Og i sidste ende er der kun én part, der har ansvaret for, at i hvert fald de “under 18-årige” ikke kommer afsted, og det er forældrene.

For så vidt angår de ældre børn, hvis ellers de stadig bor hjemme: Jamen så må det da have nogle konsekvenser.

Ligesom vi har gjort ungerne det soleklart, at de altid har hjelm på når de rider, også efter de fylder 18 (hvis ellers de rider til den tid) – ellers vil det have nogle oplagte konsekvenser i form af, hvem der betaler opstaldningen.

At redde den danske ungdom fra drukdøden er ikke en opgave for hverken staten eller andre udefra kommende instanser – det er en opgave for ungdommen og dens forældre. Skulle rejsebranchen give en hjælpende hånd, fint nok – men det er der vel dybest set ingen, der forventer.

Jamen det er jo for fanden et statskup, Bush-regeringen har gang i.

Adgangskoden er “executive privilege” … sig trylleformularen, og så har man som præsident den trumf, der rydder bordet hver gang. Og der er intet over – hverken Kongressen eller retssystemet. (Man er sikker på, at PreSSident Hitlery Klinton glæder sig til al denne magt …)

Der er dog en snart sidste mulighed, Kongressen kan nemlig vælge at sætte sin egen ret og med sit eget sikkerhedsapparat arrestere, retsforfølge og (eventuelt) dømme personer, der er tiltalt for at udvise foragt for Kongressen ved at nægte at efterkomme en stævning udstedt af samme. Helt uden om det sædvanlige retssystem.

Det er den procedure, som Booman omtaler her.

At Bush-regeringen er nået til den konklusion, er i øvrigt dybest set ikke overraskende. Det mest overraskende er, med reference til Danmark, at det stadig er den larmende tavshed, der hersker fra det borgelige Danmark, med Ulrik Høy i Weekendavisen som en undtagelse (den mand er skiiiiiiiiinger i en grad, så han ville være ren Shrillblog-materiale, hvis han skrev på engelsk).

Hvorfor er personen George W. Bush så vigtig, at han undslipper stort set enhver kritik fra det borgerlige Danmark, uagtet at han er godt i gang med at sænke det amerikanske demokrati ned i et juridisk og moralsk mudderhul, hvorfra det får store problemer med at slæbe sig ud?

I en amerikansk sammenhæng: Impeach, impeach now!

IT er forunderlig. Efter at have downloadet omkring 15 forskellige udgaver af Ubuntu 7.04 og brændt dem, alt uden held, prøvede jeg så igen i dag. En styks standard i386-udgave, ikke noget hokus-pokus med alternative install eller noget. Ingen DVD-udgave, ingen 64-bit. Bare standard “ud af kassen” udgaven, som i 6.10 overhovedet ikke virkede på min maskine.

Uden tro på succes. Men vupti! Iso’en blev brændt, lortet kørte som LiveCD uden problemos og installerede lige så grandiost. Så efter at have været Linux-løs i et par måneder er alt nu godt igen.

Nogen må have været i gang med nogen ATI grafikdrivere siden sidst.