PBS er en god ting, men:

1: Man skal huske at pløje sig gennem alle de posteringer, den lokale rideklub spammer kontoudtoget med, for at tjekke, at de ting, man tror man har tilmeldt, rent faktisk også er blevet det.

2: Når der kommer et brev fra DK Hostmaster, skal man læse det, der står, og ikke det, man tror, at der står.

3: DK Hostmaster skyder ikke varselsskud – eller rettere, det gør de, men se punkt 2.

Vi undskylder afbrydelsen …

Hovhov, hovhov, hovhovhovhov.

Hvis det ligner en and, hvis det går som en and, hvis det flyver som en and og lyder som en and, så er det nok en … hvad?

Samuel Rachlin gæsteskriver ovre hos Punditokraterne, og til forveksling lyder det som om, at han er godt på vej til at blive drevet ud i skinger, uhellig galskab af Bush-administrationens inkompetence, løgnagtighed, ondskab ondsindethed (indrømmet det er en halvskidt oversættelse af malevolence) og totale afkobling fra virkeligheden – kombineret med mere end en antydning af en god portion dobbeltmoral.

Kan det virkelig passe, at Rachlin sidder ved lejrbålet og hyler ad månen i de lange nætter på Miskatonic University?

Jeg tror det …

P.S.: Det er i øvrigt lidt morsomt, synes jeg, at de i skrivende stund to eneste kommentarer i den grad misser pointen i Rachlins indlæg. It’s like going hunting with Ray Charles …

Siden nyheden om et stort antal civile dræbte i Haditha første gang slap ud i offentligheden, har det vel ligget ret klart i luften, at noget ikke var, som nogen gerne ville have det til at tage sig ud.

Senere slap det demokratiske kongresmedlem Jack Murtha så nyheden ud om, at ikke engang den anden, doktorerede, version gav et retvisende billede af, hvad det egentlig var, der var sket i Haditha (og hermed skal jeg bringe en korrektion af den gengivelse af Murthas historie, som jeg selv bragte: Jo, der var et IED-angreb inden massakren).

I weekenden er der så sluppet yderligere detaljer ud, ganske rædselsfuldt er dette interview med en soldat i den enhed, der begik massakren, fra LA Times.

At der er tale om en massakre, at drabene er begået med koldt blod på fuldstændigt uskyldige civile, skal man på nuværende tidspunkt være endog meget stivnakket for at modsige. Desværre skal man vist også være meget stivnakket for at modsige, at der har været et forsøg på et cover up i gang, og at historien aldrig var kommet ud, hvis ikke det var for en tilfældig iraker, der havde taget en film med sit videokamera, som han efterfølgende gav til Time.

Der er vel to store spørgsmål, der trænger sig på: Hvor mange gange er noget tilsvarende sket, men uden medieopmærksomhed, fordi der ikke var nogle tilfældige forbipasserende med et videokamera? Og hvor højt oppe i systemet har man medvirket til at dække over forløbet, dække over løgnene?

Det sidste er et spørgsmål, der unægteligt skriger på svar, også selv om jeg udemærket er klar over, at man af konspirationsteoretiske årsager aldrig vil kunne lukke den sag; dog vil jeg sige allerede på forhånd, at en løjtnant Calley ikke kan gøre det.

Amen brother.

… at det er møghamrende træls, at Uriaspostens template i dén grad ikke renderer korrekt i Firefox. jeg kan leve med at starte Opera op, men Kim for hulen da, få det fixet.

Jeg kan ikke være den eneste, der har det problem, og jeg kan umuligt være den af dem, der har problemet, der er mest generet af det
(Hvis det nu viser sig, at det bare er mig, så giv lyd, endelig.)

Aaaaarrghhhh.

Jeg skal gerne medgive, at det sikkert ikke var rart at hænge deroppe i en lille times tid. Helt sikkert ikke.

Men da jeg for 15 år og et par måneder siden bankede på min storesøsters dør på kollegiet, hvorefter en politibetjent åbnede den og spurgte, om jeg var broderen, og på et “ja” fra min side udtalte de ord, ingen har lyst til at høre, nemlig at “det gør mig ondt, men din søster er død”, da var da altså ingen, der stod klar med et hold krisepsykologer til mig. Det nærmeste jeg kom det i situationen var, at betjenten holdt om mig og sagde, at “du skal bare græde” – hvilket fan’me var stort af ham. På det tidspunkt er det et råddent job at have, men alligevel havde han overskud og konduite nok til at lade mig stå og vræle ved hans skulder. Igen, tak – du aner ikke hvor meget.

Der var heller ingen krisepsykologer, der stod klar til hverken mig eller min lillesøster, da jeg ringede hjem til mine forældre, hvor hun tog telefonen; jeg prøvede med al min magt at lyde så normal som muligt, da jeg spurgte efter min far eller mor, men selvfølgelig kunne hun høre, at der var noget helt, helt og aldeles totalt galt.

Efterfølgende satte jeg mig ud i kollegiekøkkenet og stortudede, hvad der i det store og hele kun afstedkom “positive” reaktioner – der var faktisk ikke nogen, der følte, at deres privatsfære var blevet invaderet af min sorg; og jeg skylder stadig en af mine daværende kollegiekammerater endog meget stor tak for den tid, vi i ugerne/månederne, der fulgte, tilbragte i kælderbaren over en flok HCA, diskuterende livets urimeligheder.

Det jeg egentlig gerne vil sige er at … så vidt jeg ved, så lever jeg stadig. Jeg er kommet videre i mit liv, selvom jeg fra tid til anden stadig savner min storesøster helt enormt, ikke mindst savner jeg hendes brændende og totale engagement i de ting, der forekom hende vigtige. Men det er sket uden brug af professionelle sjælesørgere, og under alle omstændigheder ville jeg have savnet hende.

Ikke dermed være sagt, at disse professionelle sjælesørgere ikke kan gøre noget godt, det kan de helt sikkert. Men én ting er at snakke med en sådan (hvilket jeg gjorde, i form af universitetspræsten på DTU), en anden ting er simpelthen åbent at vise, at man fan’me har det ad helvede til, og lade omgivelserne reagere på dét.

Jeg tror (og det er som sagt min egen erfaring), at omgivelserne i det store og hele altid vil reagere positivt, at de faktisk vil træde til med hjælp, trøst og vejledning på et plan, som de professionelle sjælesørgere aldrig nogen sinde vil kunne matche.

Det sørgelige er bare, at vi tilsyneladende er nået dertil, hvor vi er blevet helt urimeligt bange for at vise vores omgivelser, at selv endog meget store (og naturlige) personlige kriser er lige netop dét, velsagtens fordi vi er blevet så bange for at være til besvær for vores omgivelser, at vi foretrækker at lade som ingenting, mens vi går rundt og har det ad helvede til og venter på den næste tid hos sjælesørgeren. Nok også kombineret med en frygt for, hvad vores arbejdsgiver og vores kolleger vil sige, hvis vi på spørgsmålet “hvad så, hvordan går det?” svarer “helt ad helvede til”.

Det sørgelige er også, men det er vel bare en konsekvens af den ovennævnte frygt, at vi styrer uden om andres problemer. Et par af mine studiekammerater mistede en bror/søster efterfølgende min egen søsters død, og uden at jeg skal lyde som en helgen, så var min reaktion begge gange at give dem et knus og den besked, at de bare skulle ringe, hvis de havde behov for at snakke; også selv om klokken var lort om natten. De gjorde det ikke – men tanken alene havde været rar at have, sagde de begge, og helt ærligt: Hvad har du og jeg at miste ved at give noget at vores overskud, noget af vores liv, til et andet menneske, der befinder sig i en dyb personlig krise?

Hvilket bringer mig tilbage til den skide karussel: Det eneste, dem, der var blevet hængende deroppe, havde brug for, var nogen, der ville lytte og sige “det var da også skrækkeligt”. De havde ikke brug for en krisepsykolog, de havde brug for en ven – en rigtig ven altså. Én der ikke bare er til at grine af ens dårlige vittigheder, men én der vil ofre lidt af sig selv for at hjælpe (i parentes bemærket ville offeret i dette tilfælde ikke være voldsomt stort). Er vi nået dertil i dagens Danmark, at vi forventer, at “Det Offentlige” træder til som “venner” ligegyldigt hvad? Er fremmedgørelsen nået så langt, at bare tanken om at lade vores venner agere som lige præcis dét, nemlig rigtige venner, er totalt utænkelig for os?

… og historien var en and. Ingen jødestjerner i Iran.

Det gør kun ham med det mærkelige navn og hans venner i det iranske styre marginalt mere sympatiske, men kan vi ikke nøjes med at holde os til fakta, mens vi propaganderer for det Næste Store Krigseventyr?

Update: Apropos det Næste Store Krigseventyr (TM), så insisterer Times’ Blog of the Year The Powertools aka Powerline, rubriceret under “Juristbloggere vi finder interessante” på, at historien rent faktisk er sand. På trods af, at hele verden inklusive altså nu det medie, der bragte den til torvs, er nået til den konklusion, at den er falsk. Fantastisk …

Glenn Greenwald har detaljerne.

Jeg klappede også i mine små hænder, da nogle psykologer i Berlingeren slog i bordet og sagde, at nu må det altså være nok med al den krisehjælp.

Det er jo fan’me lige før, at folk mener at have et berettiget krav på offentligt betalt psykologbistand, hvis deres kat bliver kørt ned.

Så – amen!

Konklusion: Efterretningstjenesterne blev presset til at “levere varen”.

Pat Lang – læs, læs.

Jeg har det ikke nødvendigvis svært ved, at Israel agter at forsvare sig mod aggression. Det er hendes ret. Ligeså vel som det vil være Irans ret at forsvare sig mod en aggression.

Det jeg har det endog meget svært ved er tanken om et uigennemtænkt angreb, der risikerer at udløse en atomkrig i Mellemøsten – problemet m.h.t. til Israel som aggressor er, som sagt, at israelerne simpelthen ikke har militær kapacitet til at sætte Irans konventionelle gengældelsesmidler ud af spillet i et first strike. Israel kan i et eller omfang forsinke eller lamme Irans atomvåbenprogram (hvis de ellers har et, men mon ikke?), men Israel kan ikke forhindre Iran i at svare igen, og Israel har heller ikke kapacitet til en længerevarende luftkampagne mod Iran. Spørgsmålet er så, hvad der sker, hvis nogle iranske missiler trænger igennem det israelske Patriot-forsvar? Vil de tage imod og holde igen, eller vil de fyre et par af de store af?

Hvordan man end vender og drejer det, så er en atomkrig ikke noget, der skal tages let på; man skal have ret gode argumenter i baghånden for at risikere det, vil jeg mene.

For så vidt angår det uigennemtænkte så stoler jeg dog på, at israelerne er i stand til at holde igen – specielt fordi et israelsk angreb uden diskussion vil rode USA ind i konflikten i løbet af ingen tid.

Jeg holder ikke hånden over nogen – jeg håber som sagt bare, at hvis der en dag er nogen, der trykker på knappen, så har de for det første tænkt rigtig godt over det, inden de gør det – og at de efterretninger, der ligger til grund for det, er til at stole på.