Sadly No!

Det er hamrende morsomt for en politisk junkie, der er lettere afhængig af amerikansk politik med et (indrømmet) Democratic tilt.

Men den gode Kaloogian har sq fortjent det.

(Kommentarerne er det halve af morskaben …)

Det kan godt være, at Birthe Rønn Hornbechs ord om politistatslignende forhold er en anelse skingre, men …

FE kan dele oplysninger med PET, der opsluger NEC, der efterforsker almindelig ikke-terror relateret kriminalitet. PET-medarbejdere kan rekvirere alle de oplysninger, de vil, i en hvilken som helst sag, fra alle offentlige myndigheder. De oplysninger kan så tilflyde FE, der kan sende dem videre til samarbejdspartnere i udlandet, lige så vel som de oplysninger kan flyde videre ud til NEC, og derfra videre ud til det almindelige politi, der samarbejder med NEC.

Altsammen uden dommerkendelser, det virkeligt alvorlige anklagepunkt, og jeg er ikke et sekund i tvivl – når PET får mulighed for at rekvirere alting altid, uden at skulle bede om lov, så vil de gøre det. Hver gang.

Er der virkelig, virkelig stort set ikke én eneste hæderlig, ikke-populistisk borgerlig politiker, der kan se, at kimen til et massivt misbrug af dybt fortrolige oplysninger om dig og mig er lagt her?

Er det virkelig kun et par enkelte Venstrefolk og så venstrefløjen i dansk politik, der ikke er blevet så skræmte af et par skide terrorangreb, at de vil stå imod den her massive sælgen ud af de borgerlige frihedsrettigheder, vi sætter så højt?

For ved én i himlen, selv en tidligere chef for PET mener, at regeringen er gået langt, langt over stregen:

Terrortruslen har fået verden til at gå i selvsving. Den danske andedam er ingen undtagelse, og regeringen er i færd med at udhule retsstaten.

På en høring i Folketinget i dag kunne man opleve den usædvanlige situation, at en tidligere chef for Politiets Efterretningstjeneste talte magten midt imod.

Politiken.

I det mindste kunne man vel gøre som CEPOS foreslår, og indføre en sidste salgsdato på lortet, men nejnejnej. Tværtimod – der bliver lige pillet lidt ud nu, for at få tingene til at glide ned og så kører vi på igen til efteråret.

Gammel var han også, så hvad end der er sket, håber vi bare, at han ikke har ligget et eller andet sted og lidt – men simpelthen er gået ud for at finde et roligt sted at lægge sig til at dø.

Det er altså underligt, hvor meget man kan komme til at holde af sådan en pelset fætter, endda selv om jeg er allergisk overfor katte; men det var så heller ikke os, der valgte ham, men ham, der valgte os. Tynd, mager og udpint flyttede han ind i et tomt hundehus for godt 5 år siden. Vi begyndte at fodre ham, og siden blev han boende på vores terasse, hvor han har fulgt livets gang, inklusive hundens indtog, med større eller mindre undren.

Nu tyder alt altså på, at han ikke er mere – og så kan ungerne ikke engang komme til at begrave ham.

Snøft.

Jojo, tingene er helt åbenlyst gået totalt i lort i Irak.

De forskellige dele af regeringen stoler ikke på hinanden:

The confusion and conflict between the Americans, the army and the Ministry of interior is producing a situation where the citizens don’t know anymore whether the security personel in the street are friends, enemies, terrorists or simply criminals and thieves. Everybody is wearing the same uniforms. Whole sections of the city have virtually fallen to gangs and terrorists, and this is specially true for the “Sunni” dominated neighborhoods. People and businesses are being robbed and the employees kidnapped en mass in broad daylight and with complete ease as though security forces are non-existent, although we see them everwhere.

Alaa The Mesopotamian (Via Belmot Club).

Skulle man nu ikke stole på, at Belmont Club, medlem af Pajamas Media, giver en retvisende version af sandheden, så klik igennem til Belmont Club – for de linker videre til Riverbends Bagdad Burning, og hun konstaterer det samme, nemlig at de forskellige dele af de irakiske sikkerhedsstyrker advarerer mod hinanden.

Det er da … et eller andet. Men ikke særlig festligt.

Og i øvrigt så kan man undre sig over, hvad fanden Bush har gang i, når han siger, at han egentlig ikke har lyst til at se Ibrahim al-Jafaari som premierminister i Irak. Var det ikke noget med, at Irak er en suveræn nation, og at USA (vi) bare er der for at hjælpe med nogle praktiske detaljer?

Dét er vist ikke lige måden at vinde “hearts and minds” på: at sige til irakerne, at de kan stikke deres demokrati skråt op, medmindre de vælger den rigtige kandidat.

Som Belmont Club også konstaterer i sine kommentarer, så er der et milevidt hul i argumentationen, når man på den ene side insisterer på, at Irak sandelig er selvstændigt, mens man på den anden side insisterer på, at det kun er de “rigtige” kandidater, der kan vælges.

Men kudos til Belmont Club for at sige tingene, som de er – man kan så forstå, at nogle trofaste læseres hjerner er eksploderet, efter de læste posten:

Some readers characterized this is a “gloomy” post, so perhaps there’s a couple of things I should clarify [...]

Og klik da endelig igennem for at læse disse klarifikationer – det ændrer ikke stort på den gennemgående mening med det hele, set fra et Pajamas Media Member: FUBAR.

(Det hele på en eller anden måde via Kevin Drum).

Jeg kan ikke helt få mig selv til at linke til selve kommentaren, men her er så et link til hovedposten på Intel Dump; hvilken kommentar, det drejer sig om, burde være ret åbenlyst.

Det er ikke sandheden, men én sandhed, om situationen i Irak, men det er langt fra den eneste version af sandheden, der peger i den samme retning: det hele er ved at gå rigtig, rigtig meget i lort.

P.S.: MOS 11B er en infanterisoldat på mere eller mindre menigt niveau – hvad der herhjemme rangerer fra konstabel til overkonstabel 1. grad, sådan cirka.

English postscript: To Carl and the staff of Intel Dump – my most heartfelt condolences to the next of kin and to the brothers in arms (and thus to Carl) of the fallen.

Forbruget i den offentlige sektor i 2005 blev dobbelt så stort, som regeringens økonomer regnede med så sent som i december.

Berlingske.

Inden andre end mig kommer døden nær på grund af et hjertestop: Det var stigningen i forbruget, der var dobbelt så stor som ventet, ikke forbruget som sådan. Det står der da også lidt længere nede, og selv om det kan være slemt nok, så er det trods alt en lidt anden snak.

Om igen Berlingske/Ritzau.

Socialdemokraternes formand Helle Thorning-Schmidt kræver mere plads i oppositionen fra den radikale leder Marianne Jelved, hvis projektet om at vælte den borgerlige regering nogensinde skal lykkes.

Berlingske.

Øøøøh, Helle. Hvis du vil have mere plads, så må du sq’ gå ud og tage den, gøre dig fortjent til den. Gårdvagten kommer ikke og redder dig.

Det vil nok være en meget god start, hvis du begynder med at program, nogle tanker … man kunne være lidt højpandet og sige en raison d’etre. En mening med det hele, udover at det er cool at være formand og møde Bill Clinton.

Jeg kan godt forstå, at man nærmest kan høre Marianne Jelved krympe tæer igennem avispapiret konfronteret med Thorning-Schmidts pinligheder.

The only successes I attributed to the Iraq war were two, and both self-evident: (1) that it had deposed Saddam Hussein and (2) that this had made other dictators think twice about the price of acquiring nuclear weapons, as evidenced by the fact that Moammar Gaddafi had turned over his secret nuclear program for dismantling just months after Hussein’s fall (in fact, on the very week of Hussein’s capture).

Charles Krauthammer i WaPo.

Tjoooh. Gaddafi opgav godt nok sine ambitioner om at erhverve atomvåben, og måske, måske, kan det tilskrives invasionen af Irak. i givet fald, fint nok. Man kan nu også have en fornemmelse af, at det havde han nok gjort under alle omstændigheder, formentlig i erkendelse af, at han ikke havde råd. Men lad det ligge.

Til gengæld er der nogle andre, lidt længere øst på end Irak, der ufortrødent kører videre med deres atomvåbenprogram, og lur mig, om ikke de er blevet opmuntret snarere end afskrækket af det lille eventyr i Irak: USA besidder p.t. ikke evnen til at føre krig med Iran, så hvad skal stoppe dem – i hvert fald så længe de tror, at USA handler nogenlunde rationelt?

Videre skriver Krauthammer:

My argument then, as now, was the necessity of this undertaking, never its ensured success. And it was necessary because, as I said, there is not a single, remotely plausible, alternative strategy for attacking the root causes of Sept. 11: “The cauldron of political oppression, religious intolerance, and social ruin in the Arab-Islamic world — oppression transmuted and deflected by regimes with no legitimacy into virulent, murderous anti-Americanism.”

Ja, duuuh. Og det var så derfor, at USA valgte at invadere Irak i stedet for eksempelvis Saudi Arabien, der ikke alene regeres af en flok bindegale religiøse knaldhatte, men også massefabrikerer sådanne?

Jowjow.

Kålhammeren slutter (næsten) af med følgende salut:

“neither his old arguments nor his new ones offer much insight into this, the most important problem of all — the problem of murderous ideologies and how to combat them.“

… og i det af mig fremhævede ordvalg ligger måske en stor, stor del af problemet: Combat som i “bekæmpelse med militær magt”. Men ideologier kan ikke bekæmpes med militær magt, eller for den sags skyld forsvares med militær magt, selv om det åbenbart er den eneste løsning, Krauthammer kan få øje på; ellers ville han vel ikke snakke om nødvendigheden af at invadere Irak.

Spørg bare de gamle ledere i WAPA-landene om det – de havde al den militære magt, nogen overhovedet kan drømme om, men hvad hjalp det dem? Ikke en skid.

Og det var, som bekendt, ikke militær magt, der fældede dem, men idéer. USAs idéer, den vestlige civilisations (kapitalistiske) idéer.

For 20 år siden troede man på, at de var stærke nok til at stå alene – i dag skal de stoppes ned i halsen på resten af verden med våbenmagt, eller?

(“His” i ovenstående citater refererer til Francis Fukuyama.)

“–nanny state is a term frequently used to convey its moralistic, dependence-making, interfering nature, but it’s an inadequate one, as nannies also make you feel safe, or should do, and the government of today is determined to do the opposite–the terrorists are coming, the attack is inevitable, London, Huddersfield, Sheffield, Little Sodsbury, who knows where or when, but come it will, we can’t prevent it, but we can make your life complicated, anxious and miserable by implementing regulation after regulation that will help guard you from terrorists and their attacks, from which no one can protect you, which are coming because theuy’re inevitable–here is a list of things you may not do, tomorrow will bring a list of other things that you may not do, eventually you’ll have forgotten how to do them and even why you wanted to do them, and in the end, by the time we’ve finished regulating you, you should come not to mind the terrorists and their attacks, which are coming, from which no one, especially us, can protect you, because your lives will be so cabined, cribbed and confined that you might as well give them up to people who think it a duty and a pleasure to take them, so be supine in the name of Western civilization, our values are that we don’t have any, our future is to pay for our past by surrendering–surrendering…”

Simon Gray, engelsk forfatter.

Via James Wolcott.

Crooks and Liars.

Og jo, hun ser da i øvrigt meget godt ud.