Jeg snupper lige en kommentar fra J.D. Henderson på Intel Dump i fuld længde. Inden jeg gør det, vil jeg bare tilføje, at mens balladen om Mohammed-tegningerne dybest set ikke handler om et par tegninger i en dansk avis, som ingen have hørt om før midt-januar i år, så gør de forhold, Henderson skriver om i kommentaren, ikke tingene bedre.

Sheerahkahn, it is true that to win we must put our young men in the mud just as the Roman legions did, but heavily armed drones might allow more manpower and resources to be used in that mud, satcom allows those men (and drones) to be in the right place at the right time, etc. The “assisting” is the difference between winning and losing. We have the technological edge, and even if advanced weaponry won’t help in Iraq, it will help if we fight a major power. If we mix it up with China, or Japan, or France, or Argentina (just to point out we don’t know who will be our likely foes in 25 years) then it will be a matter of national survival. I am not for putting all the eggs in our Iraq basket. The QDR should be a tool to ensure we are ready for what we are facing now AND what comes next.

Of course, as you and others point out, it seems to do neither, or only “what comes next” and doesn’t seem to give any support for what we face now.

Rummy said that you go to war with the Army that you have, not the one you wish you had. That said, we have been on the ground inside Iraq, fighting, for two years 11 months – it took less than four to fight and win world war two. Geez, I am pretty sure we didn’t invade Europe and destroy the Empire of Japan with the Army we had in Dec. 1941, and sure as hell not the Army we had in 1940. In 1940 we had an Army the size of Luxembourg’s military, using WWI rifles or WOODEN STICKS for training, and three years later we had one of the best equipped, best trained, and largest militaries in the history of the world – and by 1945 we had 8 million men under arms and had equipped not only our military, but much of the rest of the world, with the some of the best equipment in the world.

But our soldiers still don’t have what they need. No, I am not talking about equipment. I am not talking about body armor or up-armored humvees or stuff like that. We are missing the most important element for victory – a winning strategy. We had that before the Japanese attacked Pearl Harbor. Almost three years in to this war and we still haven’t done the hard work of sitting down and figuring out where we are, where we want to be, how to get there, and then communicate that to the American people. Three f’ing years and even today just questioning the lack of a plan is called “comforting the enemy” or “harms the morale of the troops.”

The QDR is a way to communicate to the American people what it will take to win in Iraq. Instead we got a dream sheet of overpriced boondoggles, a cut in troop strength, and the insane belief that even after all this time a few more special forces and civil affairs soldiers can win it on the cheap – even if they don’t speak Arabic.

If we were serious about winning this war we would take the time and the money to give each soldier training in Arabic language and culture, and specifically Iraqi history. We would add weeks of training to initial entry training, but make it Iraq-specific. It would take billions of dollars and make our manpower shortages greater in the short-term, but it is what it will take to win in Iraq. Instead we see only multi-billion dollar weapons that will make contractors rich.

I think we can win in Iraq. We must. The inaptly-named “insurgency” is actually the former rulers of Iraq trying to reassert themselves and take over again. It is the powers-that-were, not some “insurgency” or Islamic fundamentalist movement. We are still fighting Saddam’s military, not Al Queda. And it looks as if we are going to let Saddam’s guys win, all because the administration refuses to admit the truth, even to itself. Every time we call them “terrorists” or “insurgents” it HELPS THEM. They (the Baathists) are not liked by most Iraqis, including Sunnis and Shias and Kurds. They want to try and make Iraq so violent and unpleasant that people prefer the “good old days” of Baathist terror. At least it was predictable, it wasn’t chaotic. The Baathists also want to convince the Iraqi people that all the bad parts of Saddam’s regime are in the past, and this is a war for liberation/Islam/Iraqi nationalism. So what do we keep doing? Calling them insurgents, kicking in doors and conducting house to house searches, and putting American soldiers who have little cultural or language training, but are armed and outnumbered and afraid, in Saddam’s former palaces, only to be seen when they walk or roll by on full alert, scanning every Iraqi face with trepidation. We have physical and sexual abuse of Iraqi prisoners, and we punish privates instead of generals and hope the Iraqis “get over it.” We pretend not to notice the deliberate attempts by the Baathists to foment civil war. We pretend that Iran isn’t benefiting greatly at our – and the Iraqi people’s – expense. We might be fighting with the Army we have instead of the Army we want, but we are fighting the war we want instead of the war we have.

And after all this, there are still many Iraqis that don’t want the Baathists back. We should understand that they don’t want to help us – and we shouldn’t expect them to. It is their country, not ours, and if they benefit by killing us then it makes sense for them to kill us. If they help us it is because it benefits them, not because they secretly yearn to be Americans and Americans are always the good guys. They aren’t helping us, they are helping themselves. There are many Iraqis who are willing to stand up for the current Iraqi government, who want a democracy in Iraq, or at least, don’t want the Baathists back. We have pledged our sacred honor to help them. Now we should do it. And we should not only promise, but show in our actions, that we have no intention of staying once order is restored. We should also not only promise, but show in our actions, that we do not intend to leave until order is restored and our Baathist enemies are vanquished. Instead we call the Baathists insurgents and terrorists and call Iraq “the central front in the war on terror.” Iraqis aren’t stupid. They know that is bullshit. They know the only reason terrorists are able to attack us in Iraq is because it benefits the Baathists every time they are called terrorists.

And what do we do? We have a QDR that doesn’t even address the issues behind what it will take to win in Iraq. We have no emphasis on language or cultural training or Iraqi history – especially a factual, honest look at the barbaric history of colonialism there. Sure, we train 300 soldiers here, 50 officers are taught Arabic there, but that is not the kind of program I mean. I mean 100,000 soldiers trained to speak Arabic fluently, 500,000 more who have less extensive – but still intense -language training and cultural training, and all soldiers (ALL) to recieve at least three weeks of an “Iraq” cram session so that they know WHY they shouldn’t call Iraqis “hajis,” so each and every commander knows why kicking in doors, even when it must be done, is a step in the direction of losing this war, so each and every soldier knows WHY we must give up our palaces and move out of our fortified bases and back into Iraq, amongst the people – even when our casualties will initially skyrocket. You can’t win a war by sitting in a bunker – doesn’t matter what kind of war it is. This training will cost billions and billions of dollars, and it won’t help us do anything other than win in Iraq. It will be cheaper in the long run, but more expensive in the short term – and it is clear that this administration thinks only in short terms. It won’t help us fight the Chinese, or the Canadians, or anybody. It will only help us win in Iraq. And there is not much in the QDR that will help us win in Iraq. Why? Because we don’t give a damn. We didn’t have a plan for success in March 2003 (which the Army knew and tried to raise hell about, but after Shinseki was fired and the Iraqi military collapsed the wise counsel of our senior military leaders was ignored). We don’t have a plan for success now. We have only a plan to not pull out now – but yeah, maybe later. What a plan.

So we are apparently going to “stay the course.” It is a successful strategy – if your goal is not to win in Iraq, but instead not to lose during this administration and set it up so that when we do lose you blame the critics instead of yourself. Pretty smart strategy, actually. Vietnamization worked incredibly well – not for the Vietnamese or America, of course, but for those who crafted that policy of defeat.

Den oprindelige post er her – og handler om USAs firårige gennemgang af dets militær, The Quadrennial Defence Review.

Det er godt, at vi har Kevin Drum. Ellers skulle man selv have pløjet sig gennem 500 aviser og blogs hver dag, og hvem har tid til det, når man ikke får penge for det?

Hvorom alting er, Bill Kristoll er nået til den erkendelse, at der de sidste 3 år ikke har været noget seriøst forsøg på at vinde krigen i Irak.

Så langt er vi nok enige, enigheden stopper nok dér, hvor vi skal blive enige om, hvad vi så gør – og hvorfor det gik galt.

Men jeg vil glæde mig, med Kevin Drum, til den dag, hvor nogen begynder at snakke om den “faktisk eksisterende neokonservatisme” kontra den “ægte neokonservatisme”. Det lyder ganske rigtigt som noget, vi sidst hørte for en 15-25 års tid siden, da det begyndte at gå op for dele af venstrefløjen, at alt ikke var 10-4 øst for Jerntæppet.

Suk. Og så lige et suk mere – man kan åbenbart ikke vende verden ryggen i en uges tid, uden at alting er, som da man forlod den. Håbet var ellers lysegrønt, men det forsvandt nok et eller andet sted i de italienske snestorme.

Det korte af det lange er vel, at ingen religion kan påkalde sig andres tvungne respekt – bare fordi man nu tilfældigvis er en religion.

Dels af rent praktiske årsager – hvem taler er talsmand for “en religion”?

Dels af rent praktiske årsager – det stopper jo aldrig, og hvad gør vi, når en religions påtvungne respekt dikterer, at man nedgør en anden religion, som man også er tvunget til at respektere?

Her er vi så videre til et andet stridspunkt, nemlig diktat/kompromis. Der er jo pinedød ikke tale om et kompromis, som Lars Hvidberg også konstaterer, men tale om en pistol for panden: “Respekter” os, eller også kan vi ikke svare for konsekvenserne. Og “respekt” i denne sammenhæng er vel at mærke ikke en rent personlig ting, men et spørgsmål om at leve op til nogle religiøse diktater, der skal presses ned over hovedet på alle, også ikke-troende.

Konklusionen er, at muslimer – ligesom alle andre – må lære at leve med, at deres religion kan blive udsat for spot og spe, hån og latterliggørelse. Og ligesom alle andre må lære den ædle kunst ikke at blive fornærmet over noget, der ikke var møntet på dem personligt. Der er ikke andet at gøre, medmindre de vil hive stikket ud og vende verden ryggen; dét er konsekvensen af globaliseringen, ikke den anden vej rundt: at vi alle skal drøne rundt og træde os over tæerne og vende hvert eneste ord, vi påtænker at udtale, 30 gange for at være sikre på, at vi ikke på en eller anden måde kan komme til måske at fornærme nogen, der vældigt gerne vil fornærmes.

Det er ikke det samme som at sige, at alting er okay; flere af Dansk Folkepartis MF’ere er adskillige gange gået langt, langt over stregen. Men nogen ting er okay, og som tegneren uden navn også siger i dette interview, så er tegningen med bomben i turbanen jo ikke grebet ud af den blå luft. Der bliver begået endog meget grusomme forbrydelser i Allahs og Profeten Mohammeds navn, og hvis man fornærmer nogen ved at påpege det, then so be it.

Ikke at blive fornærmet er ikke nogen menneskeret – det er noget, man kan lære. Og som sagt noget man bliver nødt til at lære, med mindre man vil dampe af til Nord Canadas dybe skove, efter at have smidt satellittelefonen i skraldespanden.

Nu vi er ved tegninger og religion, tegningen ovenfor har været bragt i The Atlantic, i forbindelse med diskussionen om hvorvidt pave Benedict 16. – Joseph Ratzinger – var nazist eller ej. Og skulle en enkelt katolik eller to være blevet stødt over den, og dens alt andet end diskrete antydning af, at er man katolik så er man nok også højreorienteret i en grad, så det rykker i højrehånden for at flyve op til (nazi)hilsen, så kan jeg godt forstå det. Men jeg erindrer altså ikke nogle mordtrusler, nogle ambassadeafbrændinger, nogle der indigneret krævede verdens “respekt” i den anledning.

Flere katolske billeder her. Som vel er på nogenlunde samme plan, som de efterhånden herostratisk berømte Mohammed-tegninger: De påpeger satirisk et reelt eksisterende problem, nemlig pædofili i den katolske kirke, samtidig med at de (hvis det er det, man insisterer på) hænger samtlige katolske præster ud som pædofile børnemishandlere.

Hvor var den verdensomspændende krise i den anledning?

Nej vel, den udeblev. Fordi det store flertal af katolikker netop ikke insisterede på at blive fornærmede, fordi de godt vidste, at tegningerne ikke var møntet på dem personligt. Muslimerne bliver nødt at lære det samme, for nu at gentage mig selv.

P.S.: Man kunne godt lufte en lille tanke eller to om den amerikanske presse i denne anledning, noget med at man vældigt gerne dæmoniserer samtlige denne verdens katolikker, mens man gør alt, alt, alt for ikke at fornærme en flok bindegale jihadister i Beirut, Bagdad, Teheran og det vestlige Afghanistan. Det vil jeg lade være med.

Aaaaahhh.

Skiferie. Uvarslet her, ganske vist. Det gamle kadaver holdt, sådan cirka, til pisterne.

Bevares, man kunne godt mærke, at man er blevet 10 år ældre siden sidst, man havde brædder og underlige støvler på fødderne, men teknikken holdt sammen på det hele. Har man først en gang lært at cykle og alt det …

En masse sooooorte pukkelpister blev det ikke til, til gengæld har man så haft den glæde, der følger af det grånende hår, at kunne løbe på ski med ungerne og lege i sneen med dem en hel uge; det kompenserer for en del. Konditionen var nok alligevel ikke til at banke pukler en hel uge – den slags hører ungdommen til.

Desuden kan jeg undre mig – hvordan holdt man til den slags, kombineret med at gå i byen til klokken 2-3 stykker hver nat, og så op igen 7.30 for at være først på pisterne om morgenen?

Nok om det – den mindste, efter 4 dage på ski, lige ned ad en mørkerød pist. 7 år gammel, aldrig stået på ski før og der er fan’me ikke noget dumt italiensk bjerg, der skal stoppe hende. Det var lidt råt.

Herhjemme står huset stadigvæk, hverken konen, hunden eller katten er skredet. Har verden det stadigvæk okay, eller er vi på vej ned ad et skråplan som sædvanligt? (Der var ikke andet en italienske kanaler på tossen, og det blev jeg ikke meget klogere af.)

Måske der er nogen, der stadig kan huske skandalen omkring Monrad & Rislund and their Totalpetroleums “Øl er Gud” skive. Ja, skandalen var ikke så meget, at nogen i kirken mente, at den var blasfemisk (og krænkende, mest på grund af bagsiden, der mere end antydede, at den lutheranske kirkes præster har et alkoholproblem), skandalen var mest, at Carlsberg Bryggerierne rent faktisk valgte at gennemføre en fogedsag, idet de mente, at M&R havde krænket deres “Elephant” varemærke.

Hvorfor Carlsberg mente det, antydes vel så småt på billederne – trods det klistermærke, som blev sat hen over de krænkende dele af coveret som et resultat af fogedsagen.

Der gik nu ikke ret lang tid, inden selv Carlsberg kunne se det totalt latterlige i sagen og ophævede fogedforbuddet – hvorefter klistermærkerne forsvandt fra de LPer, der var i handlen. Så vidt jeg husker havde man endda selvironi nok til at sende de herrer komikere en kasse Elefanter hver.

Jeg har aldrig nænnet at pille mærkerne af mit eksemplar, formentlig i det forfængelige håb, at det en dag bliver penge værd.

Til en afveksling noget, der ikke handler om hverken klodernes kamp, civilisationernes afmagt eller andet i den retning.

Trods massiv mangel på sygeplejersker i hele landet, har nyuddannede sygeplejersker svært ved at få job. Mere end hver tredje nyuddannede er ramt af ledighed.

Berlingske.

Og det er jo noget af en nyhed – man når faktisk lige at få blodtrykket op og tænkt nogle onde tanker om de forstokkede ansættelsesudvalg på sygehusene, der ligesom alle de andre arbejdsgivere i denne verden kun vil ansætte folk, der ikke er fyldt 30, men som skal have 20 års erfaring på arbejdsmarkedet, og så lader det gå ud over patienterne, ved at lade stillingerne stå tomme, når de ikke kan få deres vilje.

Lige indtil man når ned i sidste afsnit:

Kun ganske få af de nyuddannede er ledige mere end to måneder, efter de er uddannet.

Så dybest set handler det bare om, at sygeplejerskerne ligesom alle andre nyuddannede, i første omgang søger job tæt på dér, hvor de har læst/været i lære – på grund af kæreste, famiile, lejlighed etc. Dem, der ikke får på det lokale sygehus, de søger så længere ud, og får job lige så snart de sender en ansøgning.

Ikke så lidt af en ikke-nyhed …

Det minder lidt om engang, hvor Se & Hør / Billedbladet havde en forsidehistorie med perspektiver i: “Hun er ikke Frederiks nye kæreste” (det var laaaaaaaang tid før Mary). Så er forsiden fan’me hjemme de næste cirka 3 milliarder uger! har de nok tænkt, da de søsatte den uges udgave

Jeg sidder stadig her og funderer over, hvorfor det af alle er lige præcis de Radikale, der vil have Hizb Ut Tahrir smidt for Højesteret og efterfølgende opløst ved dom i henhold til Grundlovens paragraf 78 stk. 2:

Foreninger, der virker eller søger at opnå deres mål ved vold, anstiftelse af vold eller lignende strafbar påvirkning af anderledes tænkene, bliver at opløse ved dom.

Umiddelbart er det svært at se, at Hizb Ut Tahrir opfylder det krav. Deres målsætning er godt nok ikke én, jeg har lyst til at dele, overhovedet, men strengt taget står der ikke noget om vold i den, bortset fra nogle ord om, at hvis et muslimsk land bliver angrebet, så har medlemmer af Hizb Ut Tahrir i pågældende land en særlig forpligtigelse i forhold til Allah om at tilbagevise fjenderne; hvilket enhver borger i et sådant land, muslimsk eller ej, sådan set har ret til i henhold til Geneve Konventionerne. Så fred være med det.

Desuden er det vel tvivlsomt, om Hizb Ut Tahrirs medlemmer er “kendt af politiet” og stort set en bloc dømt for vold, trusler og narkotikahandel i samme grad som fx Hells Angels medlemmer – og Rigsadvokaten afstod så vidt jeg husker i sin tid fra at forsøge at opløse HA, fordi man mente, at beviserne ikke holdt; det er ikke nok, at samtlige en forenings medlemmer er en flok kriminelle psykopater, man skal også kunne bevise, at deres kriminelle psykopatiske handlinger tjener et “højere” fælles formål, der har et egentligt antidemokratisk sigte.

Det kunne man ikke med HA, så kan man næppe heller med Hizb Ut Tahrir – at ville ændre det danske samfund på fredelig demokratisk vis er ikke forbudt, heller ikke selv om endemålet formentlig vil få talebanerne i Afghanistan til at klappe i deres små hænder af glæde.

Derfor, lige præcis derfor, kunne jeg svært godt tænke mig at få at vide, hvad det er, den radikale folketingsgruppe ved, som vi andre ikke ved. Udover at Naser Khader er under politibeskyttelse.

… er altid meget klart.

Og set i det lys må jeg formentlig sige, at man har et standpunkt, til man tager et nyt. Eller i hvert fald at intet er så skidt, at det ikke er godt for noget.

Jeg er efterhånden nået til samme konklusion som Henrik Nordbrandt, nemlig at Jyllands Postens provokation måske nok var en provokation, men hellere i dag end i morgen; det, der er sket, ville være sket under alle omstændigheder, før eller senere.

Misforstå mig ret, situationen er noget lort – men. De spændinger, der er blevet frigivet, har dybest set ikke en skid med Mohammed tegningerne at gøre. De handler om noget helt andet.

Og set i et dansk perspektiv, så er det overmåde positivt, at de sekulært orienterede moderate muslimer har fundet anledning og mod til endelig at sige de bindegale ekstremistiske islamister midt imod; at fortælle dem, at de ikke snakker på vegne af 200.000 danske muslimer, men ene og alene på egne vegne.

I samme åndedrag er det tilsvarende positivt, at også kredse i Dansk Folkeparti har fundet anledning til en vis selvransagelse; at man – måske – godt kan se, at man har løbet linen ud og så lidt til. Man kan håbe på, at man hos DF fremover vil holde sig til at kritisere og eksponere knaldhattene i det muslimske miljø, fremfor mere eller mindre ubevidst i sit ordvalg at lægge alle muslimer for had.

Hvis noget tilsvarende kan ske ude i den store verden – eller i hvert fald i Europa – så kan der vel komme noget godt ud af alting, forudsat at tingene rent faktisk er ved at køle af. Hvis resultatet kan blive, at de ekstremistiske elementer på begge sider kan blive isoleret og blive hængt ud til tørre, så er det måske ikke så skidt endda.

Imens kan man så i al stilfærdighed fundere over, hvorfor det lige præcis er De Radikale, der nu vil have Rigsadvokaten til at indlede en sag mod Hizb Ut Tahrir, for at få dem opløst i henhold til Grundlovens §78 stk. 2. Man kan have en fornemmelse af, at Naser Khaders politibeskyttelse – og de trusler mod hans liv, der må ligge bag – har noget med sagen at gøre.

Beeeeep … Beeeeep … Beeeeep

Lidt lissom at lytte efter rumdragten, der er i kredsløb om jorden. Nu er den, nu er den væk – men den er ikke “død”

Og så skal jeg lige love for, at jeg blev ramt af en pro-muslimsk spambot – som fik lov at passere for denne gang; så kan man jo læse det og måske blive klogere på et eller andet.

On October 17. 2005, some 2 weks after Jyllands Posten published the now infamous cartoons, an Egyptian newspaper ran the cartoons.

That’s 4 months ago. Where was the outrage??? The crys for boycott???

I’d really really like to know who’s the Danish Imam’s puppet masters in this case. Really. Because if one might have had a suspicion before, this is … unbelievable.

And by God do I hope and pray that the woman behind Freedom For Egyptians sees the light of another day.

Via Punditokraterne.