Skal lige en tur op og nyde solen, fiskene og musikken – samt sole mig i berømmelsen af alle de kendte

Kommentarer, beske som sleske, vil blive besvaret en gang i nat, når jeg komer i nærheden af en forbindelse til internettene.

Engang, i en anden tidsalder, hang jeg en del ud hos Scott Koenig, nok bedre kendt som Lt. Smash, aka The Indepundit.

Ikke mindst fordi diskussionen i kommentarerne i lang, lang tid blev holdt på et ganske civiliseret niveau – og både republikanere og demokrater hang ud der af samme grund. Et valg og meget andet er løbet i åen siden, og jeg kommer der ikke så meget mere, men for nogen tid siden havde han et lidt sjovt, om man så må sige, indlæg.

Nu kan jeg ikke påstå at vide, hvad kaptajnløjtnant Smash egentlig mente med det, han skrev. Men en fortolkning, der ligger snublende nær, er, at han – småkonservativ pro-Bush mand – faktisk også er ved at være nået til den konklusion, at en eller anden er en hykler. Modstræbende, muligvis, men alligevel.

Nuvel – jeg tager måske/sikkert/givetvis fejl, og Smash mente i virkeligheden noget helt andet. Men læs kommentarerne til den oprindelige post (hvis ellers de er online stadigvæk) og funder lidt over, at Smash ikke har dementeret den udlægning, jeg gør mig til talsmand for, og som en kommentator gerne ser, at Smash distancerer sig fra.

Sikke noget værre noget, moralsk relativisme af værste skuffe, og hvad har vi?

Jakob i kommentarerne har selvfølgelig ret i, at vi er bedre end de andre; og det er sagt med kun en lille smule ironisk glimt i øjet – men på et meget, meget overordnet plan vil jeg give Raapil ret: I sidste ende er der kun magt, og den er i sig selv hverken god eller ond. Den er. Det er så godt for os, at det p.t. er USA, der har magten – knap så fedt bliver det den dag, Kina, Indien eller Pakistan får så meget magt (og militært isenkram til at bakke den op) at de også vil være store spillere på den internationale scene.

Med hensyn til Irak er mit store problem med situationen, at man sagde ét, og åbenbart mente noget helt andet, medmindre man handlede bare fordi nu havde Saddam fan’me fortjent det, men det vil trods alt ikke tiltro hverken Blair, Bush eller Fogh.

Men for så at gå i rette med Jakob: Nej, krigen blev aldeles ikke “solgt” på, at Saddam var en trussel mod stabiliteten i regionen. Det blev godt nok nævnt fra tid til anden, men kun i bisætninger. Det store, store salgsargument var, at Saddam var en trussel mod dig og mig. Han kunne nå et hvilket som helst europæisk mål med sine masseødelæggelsesvåben, som han kunne have operationelle på 45 minutter. Han kunne sprede død og ødelæggelse med sine ubemandede giftfly, der ville kunne ramme mål i hele USA. Han var snublende tæt på at have atombomber klar. Han havde forbindelser til Al Qaeda, som han forsynede med alt mellem himmel og jord.

Alle disse salgsargumenter er et for et blevet pillet ned og udstillet for det, de var: En gang baljepis, som jeg selv røg på. Tilbage er så demokratiet, hvilket er fint nok, hvis det virkelig, virkelig er det, man vil. Men det var ikke det, der blev råbt og skreget om i tiden op til krigen: Da blev det sagt mere end en gang, at du og jeg samt vores børn og kæledyr ikke kunne sove trygt om natten, før Saddam var væk.

Jeg tvivler oprigtigt på, og jeg håber i hvert fald ikke, at diverse amerikanske efterretningstjenester virkelig mente, at det billede af Irak, der blev viderebragt til offentligheden, var dækkende – for hvis det er tilfældet, så har vi først grund til ikke at kunne sove trygt om natten, hvis den slags efterretninger er det bedste man kan købe for et svimlende antal milliarder dollar.

Tilbage til det med magten og de andre. Og Raapil. Problemet er jo, hvad vi gør den dag, nogen andre kommer anstigende her til lands og siger, at ud fra deres moral- rets- og statsdannelsesbegreber så har vi et alvorligt problem her, som kun kan løses ved udøvelse af militær magt overfor den danske regering. Hvad gør vi så? Og hvor er forskellen, sådan helt, helt overordnet set, i forhold til Irak-krigen?

Berlingeren har et par ting på deres hjemmeside, der mærkeligt nok ikke er blevet låst helt inde bag deres abonnements-mur.

Den ene en ganske rammende kommentar af Michael Kuttner, den anden en lille (?) spøjsitet af Poul Høi om The Yellow Elephant kampagnen, der skal gøre opmærksom på det, de demokratiske/venstreorienterede bagmænd, med hvad undertegnede mener med en vis ret, kalder nogle republikanernes hykleri i forbindelse med med krigen i Irak.

Lidt mere i samme tråd, fra Kevin Drum, der spørger, om vi er indstillet på en fremtid, hvor der ikke bliver skabt kunstnerisk indhold i form af musik, film (og bøger), fordi ingen længere kan tjene penge på det på grund af on-the-fly downloads fra diverse fildelingstjenester.

Det er mere diskussionen i kommentarerne, der er interessant, end det er selve Kevins indlæg.

Nah, I know, Phil Carter isn’t going to read this. I’ll post it in english anyway, just in case.

Mr. Intel Dump is scheduled for deployment with 101st Airborne to Iraq and I for one will miss his insights on the war on terror, the US military and the US judiciary. I’ll take it for granted that Operational Security requirements will keep Phil’s posting from the sandbox down to an absolute minimum, so until he returns I guess we’re going to have to live without.

Godspeed to Phil and everyone else who’s either deployed allready or in line for it. Be they US, Danish or any other nationality.

For ikke så vældig lang tid siden havde Ud & Se en eller anden slags jubilæum (måske det i virkeligheden er fem år siden, og det var 20 års-fødselsdag? Tiden går …) og i den anledning havde man genoptrykt det første nummer som et indstik.

Én af artiklerne i dette første nummer vakte sjove minder, da den handlede om fusionsreaktorer, der kunne løse alle vores energiproblemer med et snuptag, og som var lige på trapperne. Dengang bragte kloge folk en tidshorisont på 25 år på bane – indenfor den ville man have kommercielle fusionsreaktorer i drift.

De 25 år er gået, og man er sådan set ikke nået ret meget længere. Hvilket ikke er helt rigtigt, man kan holde fusionen i gang i længere tid, end man kunne dengang, men stadig i så kort tid, at det ikke kan bruges til noget som helst i kommerciel sammenhæng – det altoverskyggende problem, at isolere plasmaen og holde den svævende, uden samtidig at bruge så meget energi under processen, at nettoresultatet bliver negativt, det bixer man stadig med. Alverdens superledere til trods.

Og glem alt om “kold fusion” i et sodavandsglas.

I dag har Politiken så denne nyhed, og nu hedder tidshorisonten mindst 50 30-50 år, før teknikken er moden til kommerciel brug (potentialet til at løse alle vores energiproblemer har den stadig – og mon ikke man kan finde en enkelt konspirationsteoretiker eller to, der mener at kunne bevise, at fusionsreaktorernes manglende kommcercielle gennembrud alene skyldes ond vilje og sabotage fra olieselskaberne (eller at man ligefrem hemmeligholder en teknik, der allerede i dag ville kunne sættes i produktion) ?)

Det er et link til ITER her.

Råoliepriserne for august steg i dag med 80 cent – 1,3 pct. – til 60,64 dollar pr. tønde. Det er den højeste pris siden oliehandlen begyndte på the New York Mercantile Exchange i 1983.
Prisen på en tønde råolie er nu steget 66 pct. på et år.

Link til Berlingske.

Der kan ikke være meget tiltro i markedet til, at nogen – læs Saudi Arabien – sådan bare lige kan åbne for hanerne og pumpe lidt ekstra olie ud, siden der ikke skal mere uro til for at banke prisen en dollar penge op pr. tønde.

Undertegnede vil såmænd godt vædde en fyldt reservedunk på, at pr. 1/7 2007 har vi rundet de 100 dollar pr. tønde. Kina, Indien og alle mulige andre mere-eller-mindre udviklingslande har (forståeligt) vældig travlt med at hæve deres olieforbrug voldsomt, og udbuddet er nogenlunde konstant => heftigt stigende priser.

Så kom nu, jer der har magten og mulighederne. Få fyret op under forskningen i alternativ energi, pronto. Mulighederne er legio, indtjeningsmulighederne lige så. Men hvis ikke vi har varene på hylderne den dag, resten af den vestlige verden efterspørger dem, så bliver vi kørt over af alle de store, i særdeleshed USA.

Og husk, i modsætning til olieindustrien og den tilknyttede forskning: Alternativ energi kræver ikke tilstedeværelsen af resourcer, som vi ikke har. Vind, vand og sol.

Imens, i et parallelt univers, har en flok studerende fra DTU kastet sig over at konstruere en ekstremt økonomisk brintbil, der ikke alene er god, men verdens bedste. Pigerne og drengene ude fra Lundtoftesletten har sq fortjent et kæmpe stort klap på skulderen for det, de gør. Og mere til. Men hvis ikke vi er over emnet som en kat over en syg fugl, så er de væk om 3-4 år, ansat i Wolfsburg, Rüsselheim og lignende steder.

Så talentfulde – og praktisk anlagte – forskerspirer forsvinder, hvis der ikke er et miljø, de kan trives i og udvikle ideer i.

USA forhandler med irakiske oprørere, siger USA’s forsvarsminister, Donald Rumsfeld.

[...]

- Det første man ønsker at gøre, er at splitte dem og gøre nogle af dem til støtter. Det samme sker i Afghanistan, sagde den amerikanske forsvarsminister til tv-stationen Fox News.

Link til Nordjyske Stiftstidende.

Og her gik man og troede, at de skulle have en kugle for panden alle sammen, uden undtagelse, uden nåde. At vi ikke snakker med terrorister, og da overhovedet slet ikke-nikke-nej forhandler med dem, i hvert fald ikke os med de rigtige holdninger, der kan redde verden, og at hvis der nu skulle være nogen, der snakker med terrorister, så er det de langhårede, vensteorienterede typer med bløde håndled og indlæg i skoene.

Men som det gamle (arabiske, vist nok) ordsprog siger: Min fjendes fjende er min ven.

Gad i øvrigt nok vide, hvad amerikanerne skal betale for at vende nogen rundt, hvad enten det er i dollar eller modydelser af en eller anden slags – der er ikke nogen, der kan bilde mig ind, at irakiske terrorist/oprørsgrupper pludselig vender deres opmærksomhed fra USA mod andre irakere, bare for Donnies blå øjnes skyld.

Cory Doctorows nyeste værk, som han har lagt ud til fri afbenyttelse under en Creative Common License, er “på gaden” og i den anledning spørger Carsten Agger på Modspil:

Er dette fremtidens distributionsform for bøger og musik? Doctorow selv mener ikke, han kan tabe penge på at lægge sine bøger ud til fri download – for langt oftere vil nogen begynde at læse og ende med hellere at ville have bogen i hånden, end nogen vil læse bogen fra skærmen eller i udprint for at spare turen til boghandleren.

Link til Modspil.

For så vidt angår bøger kan svaret meget vel være ja – for der er oplagt en merværdi i den bog, man går ned og køber. Også under brug – bedre trykt, lettere at læse, kan flyttes etc.

Til gengæld har jeg svært ved at se, hvor merværdien i en cd i forhold til en MP3 fil ligger, til de fleste praktiske formål. Lydkvaliteten på cd’en er ganske vist bedre, men det er da vist kun 1 procent af befolkningen, der lægger mærke til det. Derudover er en cd nærmest kun til besvær: Den bliver ridset, hylstrene går i stykker for et godt ord og “coveret” er fornærmende småt og ganske ulæseligt. Overfor det står en god MP3 afspillers fulde oplysninger om kunstner, længde, titel etc. – plus altså det faktum, at den lyd, man lytter til, er fuldstændig den samme, med nøjagtig samme muligheder for at sidde i husets bedste stol med en cigar og en lille avec under lytningen.

Så til musik tror jeg, at svaret er nej – hvad er tilskyndelsen til at købe cd’en, medmindre man lægger den fri musik ud i så rædselsvækkende dårlig kvalitet (fx 64 kb MP3), at selv tonedøve og tinitusramte teenagere ikke kan undgå at lægge mærke til, at det lyder ad helvede til?