Øh nej, JP.

Det kan godt være, at I så den først på CNN, men det var altså Vanity Fair, der havde scoopet. Hvis ellers det er et scoop, og ikke en and.

Ære den, der æres bør. Også selv om det er venstreorienteret (efter amerikanske forhold) magasin, hvis eksistens kun de færreste herhjemme kender til.

Dansk Folkeparti har et problem: Alle de andre partier, med et par enkelte undtagelser, har lavet en Blair på DF med hensyn til udlændingepolitikken.

Det efterlader Pia & Co. i et tomrum, der kun er én dør ud af, og den går til højre. For hvordan kan man være strammerpartiet, hvis de andre er lige så stramme … ?

Heldigvis var Fogh hurtigt ude med en afvisning - tak for det.

… er drivkraften bag skabelsen af verdens historie.

Lige nu er der nok en statsleder eller to, der synes, at Mao havde mere ret end strengt nødvendigt – og det forhold pontificerede en del kendte tænkere over på forsiden af Politikens 2. sektion i dag (kan ikke lige finde et link).

Forbavsende nok – eller også er det forventeligt nok – var der ingen, der havde fundet på at spørge dem, det hele handler om, nemlig folket. Hvilket jo vældig godt understregede den totale mangel på folkelighed, der omgærer hele projektet og processen – meget fint illustreret af en af tænkerne, en kvinde hvis navn jeg ikke kan huske – der noget ironisk konstaterede, at alene det korte referat af traktaten fylder 48 tætskrevne sider (eller er det 84?) i et sprog, som ingen levende mennesker kan forstå.

Kan det virkelig undre, at folket – det billige skidt – stejler over at stemme ja til noget, som der formentlig kun er (højst) 500 ekstremt specialiserede jurister i denne verden, der med en vis rimelighed kan siges at kunne forstå?

Man siger, at hele debatten handler om alt muligt andet end traktaten – hvilket virkeligt er for galt, kan man fornemme – og hvis nu bare folket var ordentligt oplyst, så ville det se lyset. Men så skriv da for fanden en kort traktat i et sprog, som kan forstås – USAs forfatning og den danske Grundlov er eksempler til efterfølgelse. Så har vi da en chance for at snakke med om det, som det handler om.

Til gengæld kan det være, at endnu flere vil se sort og række ud efter afkrydsningsfeltet, der står “Nej” på, men det er så en “risiko”, man må løbe.

… og i morgen, onsdag, er turen så kommet til Nederlandene. Givetvis bliver det også et nej på de kanter, et resultat der kan få det lammede skrog af en forfatningstraktat til at skælve, men næppe på egen hånd sende den til bunds, til evig hvile.

Helt præcist hvad der skal til for at lægge traktaten så meget død, at selv politikerne vil erkende det åbenlyse, er et godt spørgsmål – men et nej i Nederlandene og et dansk nej vil da være et stort skridt.

At det skulle være en katastrofe for Europa er lidt svært at tro – vi har en traktat i dag, og hvis den nye falder, så kører vi videre med den gamle; så kan det da godt være, at der er nogen ting, der er besværlige; at det er nogle ting, der er knap så optimale i et udvidet EU – men en traktat, det har vi. Og faktisk så fungerer verden så nogenlunde med den nuværende, solen står op i øst og går ned i vest …

Det blev i sin tid sagt, at det danske nej i 1992 var en gave til Europa, fordi det gav lidt pusterum og tid til eftertænksomhed. Må i første omgang det franske nej gøre det samme. Og tag så den tid, det tager, at få strikket noget bedre sammen.

Spørgsmålet er så naturligt, hvad er bedre? Undertegnede vil i al stilfærdighed håbe på, at bedre er mere frihandel, mere liberalisme, færre regler – mindre übereuropæisk velfærdsstat, kort sagt. Det vil helt naturligt give en traktattekst, der ikke vejer et ton, selv om den er kørt ud på tyndt genbrugspapir i en 8-punkt skrift – en tekst, der med andre ord er til at forstå.

Selv den amerikanske forfatning, der er nogenlunde kort og præcis, er genstand for det ene fortolkningsslagsmål efter det andet, og jeg tør ikke tænke på, hvilke juridiske tvister, der vil kunne komme ud af den tekst, der foreligger.

Men jeg håber samtidig på, at det vil lykkes at få formuleret en europæisk vision, der rækker længere end til flæskepriserne, groft sagt. På højrefløjen fremføres det både her og der, at der ikke er nogen grund til, at Europa skal stræbe efter stjernerne og en position, hvor vi kan måle os med, og spille kvalificeret op til, USA. Fordi man ikke har noget imod USA, så hvorfor dog det?

Hele balladen i det tidligere Jugoslavien er vel en glimrende grund til at mene, at Europa bør kunne selv – vi kan ikke forvente, at USA står klar hver eneste gang, skeletterne begynder at rasle ud af skabene i vores nærområde. En anden grund er, at det ikke er nogen given ting, at USAs geopolitiske interesser altid vil være sammenfaldende med vores, det gode venskab etc. til trods – og hvis vi kke har midlerne til selv at kunne handle, så kan vi bare sidde med hænderne i skødet og håbe, at tingene i sidste ende falder ud til vores fordel.

Endelig, i denne sammenhæng, så er det ikke sundt for nogen, og slet ikke USA, at den amerikanske regering uimodsagt kan gøre hvad fanden den vil. Ligesom den til enhver tid siddende danske regering har brug for en kvalificeret opposition, der tør agere Spørge-Jørgen, og holde magtens mænd og kvinder op på deres handlinger, så har USA brug for et kvalificeret mod- og medspil – og lige nu er det svært at se, at det kan komme ret mange andre steder end Europa.

Hvorfor stemte de nej i Frankrig?

Det er vel spørgsmålet, der trænger sig på.

For meget union? For lidt union? For liberal union? For socialistisk union? Fordi Chiracs næse er for stor? Bare fordi?

Lige nu befinder min refleksion sig på bunden af et glas rødvin (Sydafrikansk), men spørgsmålet fortjener et godt, og hurtigt, svar.

Undertegnede er, som tidligere nævnt, selv tilbøjelig til at stemme nej – hvilket vil være første gang i nogen folkeafstemning om EU, at jeg i givet fald vil vælge den svarmulighed. Og det er ikke fordi, det er for meget union – men fordi, det er den forkerte union. Vi behøver ikke et overeuropæisk velfærdssamfund, vi behøver et stærkt frihandelsområde med en udenrigspolitisk overbygning med tilhørende handlekraft, der kan om ikke modsvare USA så i hvert fald spille kvalificeret op til USA.

Desuden er der den detalje med demokratiet – er det folket (via indirekte demokrati) eller det regeringerne (via indirekte indirekte demokrati) der skal udpege dem, der har foden på speederen i Europa?

Selv er jeg ikke i tvivl, det skal være folket. Spørgsmålet er så, om jeg har tillid til, at folket, alle mulige andre steder end mig, har den fornødne indsigt i mit liv til at træffe beslutninger på mine vegne? Og hvis jeg ikke stoler på folket, defineret som en bred europæisk masse, hvorfor stoler jeg så på folket som en bred dansk masse (for Guderne skal vide, at ligheden i levevilkår og dermed forståelsesmæssige forudsætninger mellem en dansker fra fx Fjaltring og Det Indre København kan ligge på et meget, meget lille sted)?

Fandens … svaret er nok alligevel ikke på bunden af flasken. Men fortæl mig, hvor jeg kan finde det … jeg søger desperat.

Når man har været lidt ude af cirkulation i et par dage, fordi man har været i gang med en mindre høreskade … så går man glip af lidt her og der.

Som fx dette indlæg fra Punditokraterne.

Drengene, I er så meget klogere end jeg er, I har både doktorgrader og hvad har vi, og jeg er bare mig. Men helt ærligt, overrasker det jer?

De politiske partiers ungdomsorganisationer er altid lidt/meget vildere end deres moderpartier. Men lige så snart en formand for, lad os bare tage VU, bliver valgt til det høje ting, så er vild- og galskaben forsvundet som dug for solen. Tilbage bliver en stak floskler og ting, alt sammen pakket ind i det ærefrygtindgydende begreb “ansvarlighed”.

Selvfølgelig gælder samme regel for tilfældige ordførere, der pludselig sidder i en ministerstol. Vips væk er al uhøvisk tale om samfundsomstyrtende reformer … hvis Troels Lund Poulsen en dag skulle vågne op og finde sig selv i Udenrigsministeriets chefstol, så vil jeg godt æde min gamle hat på, at hans forslag om at de facto legitimere krigførelse uden om FN vil være slettet fra hans hukommelse. Hvad det ret beset burde have været, inden han nåede at åbne munden, men det er en helt anden sag.

I øvrigt, hvad er der med Venstres yngre politikere? Tjek lige billederne af Kristian Jensen og Troels Lund Poulsen ud, og find fem fejl …

Glenn Reynolds har flere links med kommentage, fra nej-siden ganske vist:

Instapundit.

Franskmændene har, ifølge exit polls, sagt nej med eftertryk til EU-forfatningstraktaten (exit polls har tidligere taget fejl, men alligevel).

Ikke megen kommentar på, hvad det betyder for resten af verden. Andet end Pia, der siger det samme, som min mave siger mig: Nemlig at traktaten nu er lige så død i vandet som Bischmark var, før hun fik den sidste torpedo; der billedligt talt kan blive et engelsk nej.

Det er mere end svært at forestille sig, at resten af Europa bare lukker øjnene og lader som ingenting, mens vi venter på, at Frankrig forhandler en eller anden undtagelses-ting hjem, som vi gjorde i sin tid.

Så hvad nu?

Det her har ikke meget med politik at gøre, næsten da.

For med hilsenen “Fuck George Bush” fik Beth Hart da sagt, hvad hun mener om den sag.

Derudover er der ikke ret meget andet at gøre end at lade kæben ramme tastaturet i nærmest gudsfrygtig beundren over, hvor stor en stemme den dame har.

Skal rockens største stemme p.t. kåres, så tvivler jeg på, at der er ret mange, der kan konkurrere.

Kira fra Kira & The Kindred Spirits er ikke langt bagefter, men bagefter det er hun, når det gælder stemmen – [savle] til gengæld kan hun fylde en sort catsuit af velour ud, som ikke ret mange andre kan [/savle]

… og så ved jeg ikke, hvad det er med Poul Krebs. Det er festligt, det er folkeligt, der er fornøjeligt, og så svinger ham og bandet 300 procent. Kort sagt: Fedt.

Men jeg savner Nanna. Enhver der i sin tid hørte dem sammen – eller har “Dansen, Månen og Vejen” hjemme i reolen – ved, at når de to synger op mod hinanden, så sker der små sensationer. Kom tilbage, Fr. Lüders!

Update/ps: Så var der jo også lige Nik & Jay … der var egentlig helt okay. Og jeg fik ikke bøjle på tænderne af at lytte til dem Desuden var en gammel Værløsling lige ved at bryde ud i gråd under “Ta’ mig tilbage” – Bymidten og Syvstjernefesterne. Suk … ens ungdom er laaaangt væk, i mere end én forstand.

Det er træls for politiet, fair nok. Men Bush har jo rent faktisk fødselsdag, mens han er i Danmark – hvad med alle de stakkels bagere, der skal bixe en kage sammen til ham?

Eller har Anders tænkt, at Anne-Mette bare kan suse ned i Netto og banke en Maizena-pulver-ting sammen til at kaste på morgenbordet den 6. juli?

Ja, jeg spørger bare …

Link til Politiken.

Via Lars Hvidberg.